På Levuk Job & Samvær kan du arbejde som Skovhjælper, Dyrepasser, Køkkenpersonale og Naturguide.
Skovhjælper
Der er mange og forskelligartede opgaver som skovhjælper. Det gennemgående element er at man er udendørs i naturen hver dag, sommer og vinter. De primære opgaver og aktiviteter er koncentreret om vedligehold af Horsebohus, haven, tilbygninger og vores brændeproduktion. Horsebohus er en fredet skovløberbolig, som kræver løbende og nænsom renovering. Holdet står bl.a. for at male hegn, skure og kaninhuset, der bliver flækket brænde, slået græs samt vask af busserne.
Hele året er vi i gang i skoven, hvor vi har en aftale med Naturstyrelsen om reparation og opfyldning af huller på grusvejene, og vi samler skrald på stier og i skovbunden. Det foregår med hjælp fra vores lille el-bil, og vores havetraktor. Havetraktoren kan der opnås kørekort til.
Holdet skal også sørge for at holde værkstedet ryddeligt, at indkøbe og vedligeholde det værktøj de bruger og sikre at der er luft i dækkene på havetraktor og el-bil – præcis som på alle andre arbejdspladser.
Dyrepasser
Dyrepasserfunktionen er grundlagt af medarbejderne, som allerede ved de indledende opstartsmøder gav udtryk for, at pasning af dyr er noget af det mest meningsfulde, man kan lave. Derfor fik vi, som noget af det første, bygget kaninbure og indkøbt kaninerne, som nu er en vigtig del af huset. Dyrepasserne sørger hver dag for at købe ind, rense bure, give mad – og naturligvis kæle med vores 5 kaniner. Holdet sørger også for at passe blomster og have i samarbejde med Køkkenpersonalet, og er drivkraft på den bi- og honningproduktion vi har.
Derudover har Dyrepassernes ansvar at passe vores høns med alle de opgaver, der knytter sig dertil såsom fodring, muge ud i hønsegård og samle æg til køkkenet.
To dage om ugen har dyrepasserne en vigtig opgave i lokalsamfundet – her drager de ud til fritids/ungdomsklubben Ødammen og sørger for de mange dyr: Kaniner, heste, geder, lamaer, æsler, gæs, skildpadder, fisk og papegøjer. Dyrene skal have mad, rent hø og hestene skal strigles. Det er travle og tilfredsstillende dage for dyrepasserne.
Derudover får holdet 2 dage om ugen uddannelse i dyrepasning. De lærer om dyrenes behov og pleje og får på den måde løbende en større forståelse for og bevidsthed om den rolle de udfylder.
Køkkenpersonale
Køkkenpersonalet arbejder ud fra en bæredygtig jord-til-bord tilgang, hvor de dels passer sansehave/køkkenhave, ordner frugt og grønt, laver små retter som bidrag til frokosten og udarbejder kogebog med retter, der kan laves hjemme på bostedet eller hos familien.
Ligesom de øvrige opgaver i Levuk Job & Samvær er arbejdet som køkkenassistent tilpasset årstiderne. Om sommeren er der flest opgaver i køkkenhaven og i vinterhalvåret sætter vi mere fokus på kogebog og retter, der tager lidt længere tid at lave.
Dagligt sørger holdet for at planlægge madlavning, skrive indkøbsseddel som piktogram, tage på indkøb – og efter arbejdet med maden tager de fat på rengøring, så køkkenet står klar til næste dag.
Medarbejderne har stor indflydelse på dagens planlægning og arbejdsform, og opgaverne bliver tilpasset den enkeltes dagsform.
Naturguide
Ugen starter med en fælles gåtur i skoven. Vi har fokus på sundhed og to timers gang er god bevægelse efter weekenden, som for nogles vedkommende måske er mere stillesiddende. Indimellem tager vi morgenmaden med på turen. Udover et fokus på bevægelse giver gåturen også mulighed for gode samtaler undervejs. Desuden træner vi medarbejdernes kendskab til skoven; det handler om at kunne finde rundt på veje og stier og om at kende til træsorter, svampe, buske og anden botanik i skoven. Målet er, at medarbejderne tilegner sig den viden, der skal til når arbejdsstationen ”Naturguide” skal modtage gæster. Naturguiden er vært for bl.a. børnehavebørn og pensionister, der skal på tur rundt i skoven og bruge området ved Horsebohus, som udgangspunkt for en dag i naturen.